Lea Eyðbjørg kommer til Odense med sin koncert, der trækker på debutalbummet »på en måde er det rart«. Albummet er hendes tydeligste kunstneriske udtryk som sangerinde og sangskriver, og her skriver hun om forelskelser, hjertesorg og relationer, der sætter spor.
Pladen handler ikke mindst om at forstå sine egne reaktioner og lære sine grænser at kende. Vrede er en central følelse på albummet. Lea Eyðbjørg fortæller, at hun efter et længere psykoterapiforløb har lært at skelne mellem angst og vrede, og i dag ser hun vreden som et nyttigt signal om, hvornår noget ikke føles rigtigt.































































