Kunstmuseum Brandts viser en stor soloudstilling med den canadiske kunstner Tau Lewis, som er hendes største til dato og den første af sin slags i Skandinavien. Udstillingen er lavet i samarbejde med kunsthallen Tramway i Glasgow og Performa Biennalen i New York.
Lewis arbejder med genbrugte materialer som stofstrimler, skind og skaller. Værkerne tager fat i store fortællinger om bæredygtighed, klimakrise og fordrevne mennesker, men også om glemte myter og en fælles menneskelig spiritualitet. Flere af værkerne er skabt specifikt til udstillingen i Odense, og rundvisningen giver et indblik i, hvordan det hele hænger sammen.

























































