Hvad gør sorgen ved os, og hvordan lever man videre med et tab, man aldrig helt kommer over? Journalist og forfatter Esben Kjær, der har skrevet om at leve videre efter at have mistet sin søn til kræft, mødes på scenen med hospitalspræst Lotte Mørk, som gennem mange år har mødt mennesker i livets mest sårbare øjeblikke.
Aftenen er en blanding af foredrag og samtale og bygger på personlige erfaringer og møder med mennesker i sorg. Fokus er at være sammen om det svære frem for at forsøge at fikse sorgen, og der er plads til refleksion og spørgsmål undervejs.
Aftenen er en del af foredragsrækken Mellem liv og død, hvor Esben Kjær og Lotte Mørk medvirker sammen med Esben Dalgaard og Anne Hjernøe.







































































