Det amerikanske roots- og bluegrassband Pert Near Sandstone kommer til Odense med deres nyeste album Side By Side i bagagen. Bandet har rødder i Minneapolis og har gennem mere end 20 år været en af de mest energiske og nyskabende aktører på den amerikanske roots-scene.
Musikken tager afsæt i den klassiske bluegrass-tradition med banjo, mandolin, violin og pedal steel, men lyden bevæger sig langt ud over genrens rammer. Resultatet er en levende fusion, som ofte kaldes Americana. Koncerterne er kendt for at være virtuose, intense og fulde af humor, og bandet har tidligere spillet på Roskilde Festival og delt scene med navne som Béla Fleck og Billy Strings.





























































