Det Kongelige Teaters Balletskole i Odense viser deres årlige juleforestilling Pennen, en poetisk danseforestilling for hele familien. Historien følger en ung, fattig digter, der forlader hjemmet med en drøm om at blive berømt, og som undervejs finder inspiration til de eventyr, der senere gør H.C. Andersen kendt.
Over 100 elever fra Friskolen for Scenekunst står på scenen og fortæller historien gennem contemporary dance, klassisk ballet, musicaldans og sang. Undervejs møder publikum flere af H.C. Andersens kendte eventyr, mens forestillingen handler om at turde følge en idé, selv når man ikke ved, hvor den fører hen.































































