Accepterer du homoseksualitet? Oplever du, at homoseksuelle bliver brugt som skældsord på din skole? Det er eksempler på spørgsmål, som elever i 9. klasse på Odenses folkeskoler kan komme til at besvare, hvis et nyt forslag fra Venstre bliver til virkelighed.
Politisk ordfører Mark Grossmann (V) har sat punktet på dagsordenen i Børne- og Ungeudvalget i Odense Kommune. Han ønsker en anonym spørgeskemaundersøgelse blandt eleverne for at kortlægge, om de oplever homoseksualitet som accepteret – og for at give kommunen et grundlag for at sætte ind der, hvor tolerancen er lavest.
Tal med de unge, ikke om dem
Grossmann lægger ikke skjul på sin bekymring. Selvom homoseksualitet generelt betragtes som accepteret i det danske samfund, frygter han, at virkeligheden ser anderledes ud blandt unge i Odense.
– Når vi taler om de unge, skal vi huske også at tale med de unge. For så får vi et billede af virkeligheden, så vi langt lettere kan lave en politik ud fra, hvordan tolerancen ligger, siger han.
Odense Byråd vedtog i 2023 en LGBTQ+-politik og handleplan med det formål at sikre plads til alle i kommunen – herunder en konkret indsats på skoleområdet. Men Grossmann mener, at politikerne endnu ikke har et tilstrækkeligt billede af, hvordan det faktisk står til.
– Hvis vi skal lave en politisk forebyggelse, skal vi starte så tidligt som muligt med afsæt i virkeligheden, siger han.
VIVE-rapport: LGBTQ+-unge trives dårligere i Odense
En rapport fra VIVE fra 2024 understøtter bekymringen. Den viser, at LGBTQ+-unge generelt trives dårligere end andre unge – og at det særligt gælder uden for hovedstadsområdet. Også i Odense.
Odense Pride ser positivt på initiativet, men advarer samtidig mod, at undersøgelsen kan ende med at ramme skævt.
– Vi er altid glade, når politikere vil se på LGBTQ+-trivsel blandt unge, fordi de har lav trivsel, også særligt i Odense, siger Noah Knudsen, talsperson for Odense Pride.
Han peger dog på en risiko ved at sætte fokus på enkeltinstitutioner frem for den overordnede kultur på tværs af ungelivet i kommunen.
– Problemet er, at vi kan ende med en stigmatisering af specifikke skoler i stedet for at se på en overordnet kultur på tværs af ungelivet. Jeg synes ikke, at der er nok indsatser generelt i skolelivet i Odense Kommune til, at vi kan kigge på specifikke skoler, før vi har gjort mere, siger han.
Formidlingen er afgørende
Knudsen understreger, at det er vigtigt at formidle undersøgelsen rigtigt til de unge, så den ikke opleves som en udpegning eller straf.
– Det værste, vi kan gøre, også for unge, der har homofobiske holdninger, er at stigmatisere dem. Så kommer de ikke til at ændre sig, siger han.
Mark Grossmann er enig i, at undersøgelsen ikke skal bruges til at sanktionere elever eller sætte skoler i gabestokken. Formålet er ifølge ham at finde ud af, hvad de skoler med positive resultater gør anderledes – og lade det blive en læring for resten.
– Man skal sammenligne, om der er kulturer på skolerne, som skiller sig ud. Hvis der er en række skoler, som er negativt ladet, er det ret vigtigt at kigge på, hvad de andre skoler gør, hvor de har et helt andet resultat, siger han.
Socialdemokratiet bakker op
Forslaget får opbakning fra Socialdemokratiet. Mads Thomsen, der er medlem af Børne- og Ungeudvalget for S, peger på, at han selv for to år siden forsøgte at sætte mangfoldighed på skoleskemaet – og dengang fik kritik for at mangle dokumentation.
– Jeg stillede for eksempel et forslag for to år siden om at styrke dannelsen inden for mangfoldighed i vores skoler. Da blev jeg kritiseret for, at min viden var anekdotisk. Derfor skal vi undersøge det, så vi har noget data for, hvor stort eller lille problemet er, siger Mads Thomsen.
Forslaget skal nu behandles i Børne- og Ungeudvalget, og det er endnu ikke afgjort, om undersøgelsen bliver gennemført.









