En borgers vågne øjne udløste onsdag eftermiddag en politiaktion på Præstemarksvej i Ejby. Borgeren havde bemærket, at to personer gentagne gange bar ting ind og ud af en parkeret bil – og valgte at ringe til politiet.
Klokken 16.34 modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om stedet. Da betjentene ankom, stak de to personer af. Det lykkedes kun at anholde den ene – en 19-årig mand fra Køge Kommune.
Pistol, kniv og steroider i bilen
Efter anholdelsen blev den 19-årige ført tilbage til bilen, hvor politiet foretog en ransagning. Fundet var alvorligt: en skarpladt pistol, en kniv med en bladlængde på mindst 12 centimeter, en mindre mængde hash og en kasse med anabolske steroider.
Den 19-årige er sigtet for ulovlig besiddelse af pistolen og kniven. Han er på nuværende tidspunkt ikke sigtet for hashen eller steroiderne. Han nægter sig skyldig i begge sigtelser.
Torsdag eftermiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger frem til den 19. november, oplyser anklagefuldmægtig Freja Hjort til Dagbladet.
Medsigtet opfordret til at melde sig selv
Den anden mand, der flygtede fra stedet, er politiet endnu ikke kommet i nærheden af. Politiet har dog en formodning om hans identitet og opfordrede ham torsdag morgen til at melde sig selv.
Det har han endnu ikke gjort.
Anklagefuldmægtig Freja Hjort oplyser, at der på nuværende tidspunkt ikke foreligger flere oplysninger i sagen. Hun kan derfor ikke bekræfte, om sagen har forbindelse til bandemiljøet eller det kriminelle miljø generelt.
Efterforskning i gang
Politiet fortsætter efterforskningen, som blandt andet skal klarlægge omstændighederne bag fundet af den skarpladte pistol – oplyser hun.










