En augustnat i 2024 hørte Anders Østerby lyde fra lejligheden ovenpå – dunk og jamren, der bekymrede ham nok til at ringe 112. Han forklarede til politiet, at lydene måske var frivillige, men muligvis også noget, der foregik uden samtykke.
Politiet lovede at sende en patrulje. En halv time gik. Ingen betjente dukkede op. Anders Østerby ringede igen og fik endnu en gang forsikringen om, at der var hjælp på vej.
Den kom aldrig.
Fundet død dagen efter
Den 5. august 2024 blev hans overbo, 23-årige Cecilie Voller Kjærulff, fundet død i sin lejlighed i Odense. DR, som har afdækket sagen, har talt med eksperter, der vurderer, at hun med stor sandsynlighed ville have overlevet, hvis hun var kommet på hospitalet den nat, naboen ringede.
For Cecilies far, Karsten Kjærulff, er det en næsten uudholdelig erkendelse.
»Det er hårdt at skulle miste sit barn – især når man ved, at hun måske kunne have været reddet, hvis politiet var kommet som aftalt,« siger han til DR.
Fyns Politi: Anmeldelsen var ikke en hasteopgave
Fyns Politi fastholder, at politiet handlede korrekt ud fra de oplysninger, vagtcentralen havde den nat. Ifølge politiet lå der ikke tilstrækkelige signaler til, at anmeldelsen skulle prioriteres som en akut opgave.
Men politiinspektør Christian Rasmussen erkender én klar fejl over for DR:
»Når vi fortæller borgeren, at vi sender en vogn, og så alligevel ikke lykkes med det, så skal vi selvfølgelig orientere anmelderen om, at vi ikke kommer alligevel. Det skulle vi have gjort,« siger han.
Nye procedurer efter Cecilies død
Sagen har ifølge Fyns Politi ført til skærpede procedurer i vagtcentralen. Det er blandt andet blevet indskærpet, at medarbejderne konsekvent skal anvende en særlig spørgeteknik, så de mest relevante oplysninger bliver afdækket under opkald til 112.
Ændringerne skal sikre, at lignende situationer fremover vurderes på et bedre grundlag – og at borgere, der har fået et løfte om politiets fremmøde, altid får besked, hvis patruljen alligevel ikke kommer.












