Åbningen af Nyt OUH ved Odense må vente endnu længere. Region Syddanmark bekræfter, at hverken patienter eller personale flytter ind i efteråret 2027, som ellers var planen – og regionen kan på nuværende tidspunkt ikke sætte en ny dato på indflytningen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra regionen. Baggrunden er, at totalentreprenøren Odense Hospital Project Team Joint Venture I/S (OHPT) har meddelt, at det ikke længere er realistisk at nå at færdiggøre arbejdet inden for den gældende tidsplan.
Skred allerede hen over sommeren
Forsinkelsen kom ikke som et chok. Allerede tidligere på sommeren stod det klart, at tidsplanen var presset, da den første bygning i hospitalskroppen ikke blev afleveret til den aftalte deadline den 31. juli.
Nu er det slået fast, at de øvrige bygninger også vil blive afleveret for sent. OHPT har anmodet om mere tid og peger på en række forklaringer: andre entreprenørers arbejde i området, løbende ændringsønsker fra Region Syddanmark, lange myndighedsprocesser og usædvanlige vejrforhold.
To store underentreprenører er derudover gået konkurs undervejs i byggeriet, hvilket ifølge totalentreprenøren har gjort forudsætningerne særligt svære.
Regionsrådsformand: Ekstremt ærgerlig
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) lægger ikke fingrene imellem i sin reaktion.
– Jeg er ekstremt ærgerlig og skuffet over, at vi ikke når i mål til den tid, vi har aftalt. Vi brugte lang tid på at lave en realistisk tidsplan, sidst vi sad i samme situation, og alligevel er det ikke lykkedes at holde aftalen, siger han i pressemeddelelsen og tilføjer:
– Jeg kan sagtens forstå, at forudsætningerne har været svære, når to store underentreprenører er gået konkurs, men det er totalentreprenørens ansvar at navigere under disse forhold og bringe hospitalet i mål til den aftalte tid.
Dagbøder sat på pause
Normalt udløser forsinkelser dagbøder til regionen. Det krav blev sat på pause i juni, mens regionen vurderede totalentreprenørens anmodning om tidsfristforlængelse – og pausen gælder stadig.
– Vi er nu i gang med at analysere, om OHPT’s krav berettiger til en tidsfristforlængelse. Mens vi gør det, har vi sat dagboden på pause. Pauseringen betyder ikke, at taxameteret ikke tæller, men det betyder, at vi skal være helt sikre på, hvilken periode der skal kræves dagbod for, siger Bo Libergren.
Region Syddanmark har endnu ikke meldt ud, hvornår en ny tidsplan for Nyt OUH kan forventes at foreligge.








