Fyns Politi forventer at lukke for togtrafikken over Fyn i begge retninger klokken 19.15, og der skal påregnes lukket i en times tid. Politiet har valgt at stoppe togdriften, efter at et tog tidligere tirsdag påkørte en større ukendt genstand på skinnerne ved Langeskov.
Det oplyser Fyns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update, skriver Berlingske.
Toget havde større skader
Toget blev standset i Slagelse. Her blev det konstateret, at det havde fået det, politiet omtaler som større skader. Ingen personer kom til skade.
Politiet undersøger stedet
Politiet har brug for at undersøge stedet for påkørslen nærmere. Derfor er togdriften indstillet i begge retninger. Politiet har ikke oplyst, hvad genstanden var, men den er hverken et dyr eller et menneske, oplyser kommunikationsrådgiver Mads Boel fra Fyns Politi til Ritzau, skriver BT. DSB’s pressevagt bekræfter over for Ritzau, at det er et af selskabets tog, som har påkørt genstanden. Men DSB henviser til politiet for yderligere oplysninger.
Hold dig orienteret
Fyns Politi opfordrer rejsende til at holde sig orienteret på Rejseplanen.








