Et cykelhold på 20 ryttere har sat ny rekord. Legeheltene Riders indsamlede 770.000 kroner til organisationen Legeheltene, der arbejder for at skabe aktive frirum for indlagte og udsatte børn via leg. Det er den største indsamling i holdets historie.
Bag resultatet ligger måneder med træning, fundraising og sponsorarbejde – og en tur på 600 kilometer tværs over Danmark.
En hjertesag på to hjul
En af drivkræfterne bag årets indsats var Iris Koenig fra Værløse, der tog rollen som holdkaptajn. Til daglig arbejder hun som leder inden for klinisk forskning hos Novo Nordisk, og hun fortæller, at de to verdener ikke er så forskellige, som man måske skulle tro.
– Som mor til tre er Legeheltene en hjertesag for mig. Og som leder inden for klinisk forskning hos Novo Nordisk arbejder jeg hver dag for at gøre en forskel for millioner af mennesker. Derfor har bevæggrunden for at støtte formålet, samt at påtage mig rollen som holdkaptajn, også føltes naturlig, og det var fantastisk at kunne bruge nogle af de samme sider af mig selv på cyklen, som jeg bruger i laboratoriet, siger Iris Koenig.
Undervejs besøgte holdet blandt andet Aalborg Sygehus og Ronald McDonald Huset i Odense, hvor de mødte børn og familier, der er en del af Legeheltenes dagligdag. De overrakte gaver og fik lejlighed til selv at se, hvad pengene går til.
Stigende behov for indsatsen
Legeheltene er i dag repræsenteret på mere end 70 afdelinger rundt om i Danmark. Projektleder hos Børneulykkesfonden, Jakob Gura, understreger, at årets indsamling kommer på et vigtigt tidspunkt.
– At kunne indsamle 770.000 kroner til Legeheltene gør en kæmpe forskel. Det betyder, at vi kan fortsætte arbejdet med at skabe frirum for indlagte og udsatte børn, som de for alvor har brug for i en hverdag med udfordringer. Legeheltene er i dag repræsenteret på mere end 70 afdelinger i Danmark, og vi oplever et stigende behov for indsatsen. Derfor har årets resultat stor betydning, siger projektleder Jakob Gura.
For Iris Koenig var mødet med børnene undervejs på ruten det, der gav turen sin egentlige betydning.
Så forskellen med egne øjne
Rollen som holdkaptajn handler for Iris Koenig om mere end at holde holdet samlet på cykelstien. Det handler om at skabe retning og energi – præcis som på arbejdet.
– Som holdkaptajn elsker jeg at motivere, støtte og skabe den energi, der får et team til at lykkes. Og med Legeheltene bliver det pludselig meget konkret – på turen har jeg set med egne øjne, hvilken forskel vores indsats gør for børnene. Det har været en kæmpe motivation og utrolig meningsfuldt, siger hun.
De 770.000 kroner går direkte til Legeheltenes arbejde med at sikre, at indlagte og udsatte børn fortsat har adgang til leg og aktive pauser i en ellers tung hverdag.

















