På denne workshop får du en introduktion til pojagi, en gammel koreansk patchwork-teknik, som i disse år oplever ny interesse. Du lærer at sy ensfarvede, halvgennemsigtige stofstykker sammen til et større tekstil, hvor sammensyningerne fremstår pæne på både ret- og vrangside. Materialet kan blandt andet bruges til gardiner, rumdelere og puder, og formålet er, at du bagefter selv kan arbejde videre med teknikken på Tekstilværkstedet eller derhjemme.
Workshoppen varer 3 timer, og alle kan deltage, da der bliver hjulpet undervejs. Prisen er 185 kr + evt. gebyr og inkluderer genbrugsstofrester, men du må også gerne tage dine egne stofrester med. Der serveres kaffe og te undervejs. Sted: Kulturmaskinen.
