Fjordens Dag forvandler hvert år den anden søndag i september området omkring Odense og Kerteminde Fjorde til en stor naturbegivenhed. Siden starten i 1991 er arrangementet blevet en fast tradition med over 25.000 besøgende årligt. Her kan du opleve shows, workshops, aktiviteter og miljødebatter med fokus på natur, miljø og bæredygtighed, sundhed og kulturhistorie.
Aktiviteterne foregår på fire hovedlokationer: Klintebjerg, Boels Bro, Seden Strandby og Stige Ø. Mere end 150 organisationer, skoler, virksomheder og private bidrager til dagens program, som rummer oplevelser for alle aldre med blandt andet naturoplevelser, sejlads, dyr, planteliv, kreativitet samt upcycling og genbrug. Der er også madboder og foodtrucks, og der er FRI ENTRÉ. Kontakt: +45 63 75 68 08.
