Fyns Politi er onsdag eftermiddag massivt til stede i området omkring HF & VUC på Ejlskovsgade i Odense. Det fremgår af en meddelelse på Politi Update udsendt cirka klokken 15.
Politiet oplyser, at man er fremme ved stedet på grund af en overfaldsalarm. Der er tale om mange patruljer, men politiet uddyber ikke yderligere om omstændighederne bag alarmen.
Ingen meldinger om tilskadekomne
På tidspunktet for meddelelsen er der endnu ikke indkommet meldinger om tilskadekomne, skriver Fyns Politi.
Politiet opfordrer offentligheden til at søge væk fra området og respektere de afspærringer, som er sat op. Det gælder også forældre til elever på skolen, som bedes holde sig på afstand indtil videre.
Hold jer væk fra området
Har man ærinde i nærheden af Ejlskovsgade, bør man vælge en anden rute eller vente, til politiet melder området frit igen.
GoOdense følger sagen og opdaterer, når der kommer yderligere oplysninger fra Fyns Politi.











