Forsvarets Efterretningstjeneste slog tirsdag alarm: Rusland vil intensivere sin hybrid-krig mod Nato og Vesten i de kommende måneder. Det blev fremhævet på et pressemøde med forsvarsminister Jeppe Bruus (S), hvor trusselsbilledet mod Danmark og de øvrige Nato-lande blev beskrevet som skærpet.
Varslet er ikke abstrakt for alle. Hos VandCenter Syd i Odense er cyberangreb en daglig realitet – og vandcentret holder nu ekstra øje med udviklingen.
– Vi følger hele tiden med i, hvad myndighederne siger. Vi har en ret solid overvågning, hvor det også er de centrale myndigheder, som er med til at give os nogle data og finde ud af, hvad er det, vi skal være særligt opmærksomme på, siger vicedirektør Andreas Bjørn Basset.
Angreb i alle afskygninger
At stå over for cyberangreb er hverdag for VandCenter Syd. Angrebene varierer i både form og formål, og det er ikke altid klart, hvad bagmændene egentlig er ude efter.
– Det kan være svært at sige, om det er nogen, der gerne vil lave noget destruktivt, eller nogen, der bare gerne vil have fat i nogle data. Eller måske nogen, der vil have fat i nogle penge. Så vores forestilling er, at det kan være alt mellem himmel og jord, siger vicedirektør Andreas Bjørn Basset.
For at imødegå truslerne har vandcentret dedikerede medarbejdere, der overvåger systemerne døgnet rundt. Ifølge vicedirektøren er sikkerhedsniveauet højt, og der arbejdes aktivt på at holde alle systemer opdaterede.
Det er ikke særlig sandsynligt
Konsekvenserne af et vellykket angreb kan i teorien være alvorlige. Det værste scenarie ville være, hvis det lykkedes nogen at stoppe rensningen af drikkevandet. Men der er også andre muligheder, som vandcentret skal forholde sig til.
- Angribere kunne potentielt overtage styringen af vandforsyningen og stoppe pumperne
- Et angreb kunne skrue trykket op og sprænge vandledninger – både i jorden og i private hjem
- Adgang til systemer kan bruges til datatyveri eller afpresning
Vicedirektøren understreger dog, at sandsynligheden for et succesfuldt angreb er begrænset. VandCenter Syd har over de seneste 20-30 år opbygget et solidt fundament, og de kritiske systemer bag renseanlæggene er godt afskærmet.
Forsvarsminister Jeppe Bruus understregede på pressemødet, at vurderingen ikke peger på sandsynlige militære angreb mod Kongeriget Danmark – men at den hybride trussel altså er reel og voksende.












